Start på 2-årig HF til august
På 2 år får du en ungdomsuddannelse, som du kan bruge til at søge ind på korte uddannelser, mellemlange uddannelser eller evt. universitetsuddannelser (med HF SOF).
Du kan starte på HF, når du har afsluttet 9. eller 10. klasse.
Sammen om at lære
Hverdagen hos os er meget mere end undervisning
Herning HF & VUC er et fællesskab – både fagligt og socialt. Det betyder, at vi har plads til at være forskellige, og at du kan deltage i faglige aktiviteter og sociale arrangementer. I din tid hos os skal du lære så meget som muligt, men du skal også have mulighed for at blive undervist på en måde, som passer til dig. Vi har plads til dig, der lærer hurtigt – og dig, der har brug for ekstra tid til at lære.
Hvis du har spørgsmål til dine muligheder eller bare er nysgerrig på at høre mere om HF i Herning og besøge skolen, kan du kontakte vores studievejledere her. De er klar til at hjælpe dig videre.
På HF bygger du bro til fremtidige muligheder indenfor uddannelse og job
Første år på HF arbejder du med de obligatoriske fag. På andet år har du valgfag, og du skal vælge en fagpakke. Her kan du vælge imellem Business og økonomi, Børn og læring, Grøn fremtid og design, Kultur og mennesker, Sport og beredskab og Sundhed og omsorg. Dem hører du mere om i løbet af det første år. Du kan også allerede nu læse mere om fagpakkerne her.
Mød virkeligheden på HF
Igennem POP (projekt- og praktikforløb) lærer du i praksis at anvende den faglige viden, som du får i undervisningen. Vi øver os i, hvordan den viden kan bruges i den verden, der omgiver os. Her samarbejder vi bl.a. med VIA University College, Aarhus Universitet Herning, Erhvervsakademi MidtVest, Herning Kommune og lokale virksomheder.
Du får kendskab til uddannelser, som du måske slet ikke vidste eksisterede, du møder studerende fra videregående uddannelser, og du kommer i studiepraktik.
Plads til dig – Fokus på personlig og faglig udvikling
Når skoleåret starter op, får hver klasse på HF en klasseleder, en kontaktperson, en studievejleder og en leder tilknyttet. De vil gerne hjælpe dig med at lære, hvordan du får mest muligt ud af undervisningen – og de vil også gerne hjælpe dig til at blive en del af fællesskabet i det omfang, som du ønsker. Du står derfor aldrig alene, når du starter hos os.
Får du brug for ekstra støtte undervejs, har du mulighed for at tale med din klasseleder og vores dygtige studievejledere, som kan hjælpe dig videre.
Uddannelse i fællesskab
Som elev hos os er du med til at sætte dit præg på skolen. Har du idéer til aktiviteter for elever i skolens lokaler i eller efter skoletid, hører vi gerne om dem. Du kan f.eks. blive en del af elevrådet festudvalget eller noget helt tredje, som du selv er med til at sætte i værk.
Opbygningen på HF
2-årig HF er delt op i fire semestre (et semester er et halvt skoleår):
1. semester
- Dansk A
- Engelsk B
- Faggruppe – Kultur- og samfundsfag: Historie B
- Matematik C
- Faggruppe – Naturvidenskab: Biologi C/Geografi C/Kemi C
- Idræt eller kreativt fag C: Billedkunst C/Idræt C/Mediefag C/Musik C*
- Projekt- og praktikforløb (POP)
2. semester
- Dansk A
- Engelsk B
- Faggruppe – Kultur- og samfundsfag: Historie B/Religion C/Samfundsfag C
- Matematik C*
- Faggruppe – Naturvidenskab: Biologi C/Geografi C/Kemi C*
- Projekt- og praktikforløb (POP)
3. semester
- Dansk A
- Engelsk B
- Faggruppe – Kultur- og samfundsfag *
- Fagpakke
- Valgfag
- Projekt- og praktikforløb (POP)
- Studietur
4. semester
- Dansk A *
- Engelsk B *
- Fagpakke *
- Valgfag *
- Større skriftlig opgave (SSO)
*Eksamensfag
Det særlige ved HF
Praktik- og projektforløb
I løbet af din HF-uddannelse skal du vælge retning for din videregående uddannelse og fremtidige karriere. På Herning HF & VUC udfordrer vi dit karrierevalg – både hvis du ved præcist, hvad du vil, og hvis du endnu ikke har fundet ud af, hvad du vil.
Gennem praktik- og projektforløb får du en smagsprøve på uddannelser, som du måske slet ikke vidste eksisterede. Du møder studerende fra forskellige videregående uddannelser, og du kommer i studiepraktik.
Et fælles projekt
Vi hylder nærhedsprincippet og mener, at HF er noget, vi gør sammen. Derfor arbejder lærerne i klasseteams, og hver klasse har en klasseleder og en studievejleder. På den måde ved du altid, hvem du kan snakke med, hvis du har spørgsmål eller brug for gode råd.
Du sætter retningen
På Herning HF & VUC er du som elev i centrum. Det er ikke for sjov, når vi bruger buzzwords som accept af forskellighed, respekt for demokratiet, beslutningsdygtighed og selvstændighed.
Det handler om dialog, så du kan være med til at forme din hverdag og din uddannelse. Bliv en del af vores aktive elevråd, festudvalg, frivillig idræt og meget mere. På Herning HF & VUC er der kort vej til handling, når vi sammen har truffet en beslutning. Så hvad vil du?
Evaluering og feedback
På HF får du ikke standpunktskarakterer; hvert fag eller hver faggruppe afsluttes med en eksamen. I stedet for karakterer får du løbende evalueringer og feedback i fagene, så du med konkrete råd kan blive så dygtig som muligt.
Adgangsgivende til…
Når du får en HF-eksamen, åbner du dørene til mange spændende videregående uddannelser.
Du får adgang til de samme videregående uddannelser som STX, HTX, HHX og GIF (gymnasialt indslusningskursus for flygtninge).
Kvote 1
Søger du ind på en videregående uddannelse med en adgangsgivende eksamen, skal du søge ind gennem www.optagelse.dk. Her er det din eksamenskvotient (dit eksamensgennemsnit), der afgør, om du bliver optaget på den uddannelse, du søger ind på.
Vær opmærksom på, at nogle uddannelser både under kvote 1 og kvote 2 stiller krav om bestemte fag på bestemte niveauer før optagelse. Undersøg altid kravene på den uddannelsesinstitution, som du ønsker optagelse på, så du kan målrette dine fag efter den.
Ansøgningsfristen for optagelse under kvote 1 er almindeligvis den 1. juli hvert år.
Husk, at du altid er velkommen til at spørge din klasseleder eller studievejleder, hvis du vil vide mere.
Kvote 2
På mange uddannelser kan du søge optagelse under kvote 2. Her kan være forskellige optagelsesbetingelser. Det kan f.eks. være:
- En adgangsgivende eksamen med en lavere kvotient, end der kræves under kvote 1.
Eller det kan være andre kvalifikationer som:
- Et eller flere års erhvervserfaring
- En anden uddannelse, højskole- eller udlandsophold, fritidslederaktiviteter mv.
Både under kvote 1 og kvote 2 stiller nogle uddannelser krav om bestemte fag på bestemte niveauer før optagelse. Undersøg derfor kravene på den uddannelsesinstitution, som du gerne vil optages på, så du lever op til kravene.
Ansøgningsfristen for optagelse under kvote 2 er den 15. marts hvert år.
De oftest stillede spørgsmål til studievejlederen (FAQ)
Hvilke fag skal jeg have, når jeg starter på HF?
Udover fagene dansk, engelsk og matematik samt naturfag og kultur- og samfundsfag skal du vælge nogle fag efter dine interesser. Det er enten idræt, musik, billedkunst eller mediefag.
Hvad giver en fagpakke adgang til?
Fagpakkerne giver adgang til mellemlange videregående uddannelser, som f.eks. lærer, pædagog, socialrådgiver, fysioterapeut og politibetjent. Se mere om fagpakker på HF her.
Hvor mange fag får jeg på højeste niveau?
På HF skal du have dansk på A-niveau. Derudover skal du have engelsk, historie og et valgfag på B-niveau og desuden mindst et fag mere på B-niveau.
Er det ikke lidt ældre, der går på HF?
På HF vil du typisk komme i en klasse med andre, der kommer enten direkte fra folkeskolens 9. eller 10. klasse eller fra en efterskole. De fleste af vores HF-elever er mellem 16-19 år.
Er det rigtigt, at jeg ikke får årskarakterer på HF?
Ja, på HF får du ikke årskarakterer. Du skal til eksamen i alle fagene. Dine eksaminer er fordelt over de 4 semestre, du går på HF. Hvert semester svarer til et halvt år.
Er det rigtigt, at jeg ikke får standpunktskarakterer på HF?
Ja, på HF får du ikke standpunktskarakterer. I stedet får du faglig feedback fra dine lærere, så du ved, hvor du står rent fagligt – og hvad du skal arbejde med for at blive endnu bedre i dine fag.
Hvad er adgangskravet for optagelse på HF efter 9. klasse?
Du skal være uddannelsesparat og have standpunktskarakterer på mindst 4,0. Til eksamen skal du bekræfte niveauet. Altså mindst få 4,0 i gennemsnit. Og du skal have været til prøve i de lovbundne prøver.
Er der et grundforløb på HF?
Nej. Du går i gang med dine obligatoriske fag og det kreative fag med det samme.
Jeg vil i 10. klasse på efterskole, som er eksamensfri. Kan jeg stadig blive optaget på HF?
Ja. Du vil blive optaget på HF på baggrund af din 9. klasses afgangsprøve, hvis den opfylder kravene.
Kan jeg frit vælge fagpakke?
Ja. Du har mulighed for at designe din egen HF med de fag, som du evt. skal bruge på en videregående uddannelse – eller med de fag, som har din interesse.
Hvor lang tid skal jeg bruge på lektier?
Det er meget individuelt. Som udgangspunkt siger vi ca. 20 min pr. fag. Du har højst 4 fag på en dag.
Hvor mange forskellige sprog kan jeg få?
Du har engelsk B (obligatorisk). Derudover kan du vælge tysk B eller spansk B som valgfag.
Jeg er lidt nervøs for at starte på HF…
Mange er nervøse. Derfor får du en makker og en makkerskabsklasse. Dem er du meget sammen med i den første tid, så du får en god og tryg start på HF.
Hvor mange drenge er der i hver klasse?
Der er ca. 6-8 drenge i hver klasse.
Jeg er ordblind. Kan jeg klare en HF?
Ja. Du får en IT-pakke. Du får SPS-støttetimer og ekstra tid til eksamen. Der er typisk flere ordblinde elever i hver klasse. På Herning HF & VUC er vi faktisk særligt gode til at hjælpe dig, som er ordblind. Læs mere om dine støttemuligheder her.
Jeg er ikke uddannelsesparat i 9. klasse. Kan jeg så blive optaget på HF?
Nej, ikke uden videre, og du kan ikke komme til en optagelsesprøve. Du skal enten klare dig rigtig godt til eksamen og have mindst 6,0 i gennemsnit – eller tage 10. klasse, før du søger ind.
Jeg vil gerne på universitetet. Kan jeg det med en HF?
Ja. Du kan tage et supplerende overbygningsforløb (HF SOF) på et halvt år efter din HF-eksamen. Læs mere om HF SOF her.
Jeg vil gerne have en erhvervsfaglig uddannelse. Kan jeg tage den efter HF?
Ja. Vi ser flere, der vælger at tage HF først og derefter en erhvervsuddannelse. Når du er blevet lidt ældre og mere moden, er du måske også mere afklaret i forhold til dit valg af uddannelse.
Hvis du på et senere tidspunkt i livet vil i gang med en videregående uddannelse, har du den gymnasiale baggrund.
UddannelsesZoom
Der kan være rigtig meget at tage stilling til, når du skal vælge uddannelse. Brug UddannelsesZoom til at sammenligne informationer om erhvervsuddannelser og videregående uddannelser på tværs af forskellige parametre.
Du kan bruge UddannelsesZoom til at få mere at vide om:
- Hvilke brancher bliver man ansat i – og til hvilken løn?
- Hvor stor er ledigheden?
- Hvor mange starter egen virksomhed?
- Hvad er gennemførselstiden?
- Hvor stort er frafaldet?
Adgangskortet
Kender du adgangskortet? Brug det til at se, hvilke fag og niveauer din drømmeuddannelse kræver.
Adgangskortet indeholder alle videregående uddannelser, både erhvervsakademi- og professionsbachelorer, kunstneriske uddannelser og universiteternes bacheloruddannelser.
Læs mere om vores HF-fagpakker
Business og økonomi

Drømmer du om at arbejde med virksomhedsdrift, markedsføring, innovation og kommunikation?
Matematik B, Erhvervsøkonomi C
Børn og læring

Bliv klogere på pædagogik, uddannelse og formidling og bliv klar til at læse til pædagog, lærer eller socialrådgiver.
Samfundsfag B, Psykologi C
Grøn fremtid og design

Interesserer du dig for bæredygtighed, byggeri og arkitektur?
Naturgeografi B, Design og arkitektur C
Kultur og mennesker

Synes du, at menneskets rolle i verden er spændende, og kan du lide at arbejde med emner som etik og kunstig intelligens? Måske vil du gerne læse til lærer, socialrådgiver, pædagog eller journalist?
Religion B, Filosofi C
Sport og beredskab

Drømmer du om en karriere hos politiet, militæret eller beredskabsstyrelsen? Lær om personlighedstyper, stress og coping, kommunikation og samarbejde samt kulturmøder.
Idræt B, Psykologi C
Sundhed og omsorg

Vil du gerne have en fremtid som f.eks. laborant, fysioterapeut eller sygeplejerske? Bliv klogere på sundhed og ernæring samt menneskets udvikling og vilkår.
Biologi B, Psykologi C

Kontakt vores studievejledere




Mette Rabech Langager
Studievejleder · 2-årig HF og HF-enkeltfag
Tlf.: 25 17 01 72
E-mail: mrp@hhfvuc.dk