Udviklingsprojekter

Udviklingsprojekter i skoleårene 2015-16 og 2016-17

 

CEFU Projekt om karaktergivning og bedømmelsesformer

Skolen deltager sammen med 10 andre ungdomsuddannelser i et projekt om karaktergivning og forskellige bedømmelsesformers betydning for læring og pædagogik i ungdomsuddannelserne. Forskningsprojektet ledes af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet. Projektets mål er at belyse effekten af et ensidigt fokus på karakterer for såvel læringskultur som for elevernes læring, trivsel og selvstændighed mv. Hf-uddannelsen er jo i ungdomsuddannelsesregi unik, idet uddannelsen ikke har årskarakterer. Elevernes faglige progression evalueres løbende i et samspil mellem elev/lærer, hvilket af mange elever nævnes som en vigtig faktor i mindre performance og mere læring.

Resultaterne peger på præstationskulturens betydning for de unges uddannelsesstrategier og trivsel. Karakterer kan anskues som den autoritet, der tidligere var knyttet til underviseren. I præstationskulturen er indbygget følelsen af utilstrækkelighed. ”Godt nok” er under pres, og de unge stræber efter ”verdensklasse”. Mange elever oplever sårbarhed, og nogle elever presser sig selv for hårdt. Konsekvensen er, at de unge udvikler en række strategier til at opnå den højest mulige karakter, uden at det nødvendigvis gavner læringen, altså en instrumentalisering af læringsrummet:

  • Markeringsstrategi: Eleven markerer, selv om han ikke kender svaret
  • Undvigestrategi: Eleven er bange for at sige noget forkert, så han undgår at blive afsløret i at være uvidende
  • Prioriteringsstrategi: Eleven overperformer lige før der gives årskarakterer
  • Google-strategi: Eleven bruger sin energi i læringsrummet til at google sig til svar

Projektet peger på, at hf-elever finder det ”befriende” ikke at få årskarakterer. Dog efterspørges mere tydelighed i niveau feedback, særligt frem mod eksamen. HF-eleverne har ikke den samme instrumentelle tilgang til undervisning. På erhversuddannelserne har mestringen autoritet frem for karakterer.

Projektet anbefaler, at der politisk indledes drøftelser om ændring af karakterskalaen, så den understøtter progression og læring, at mindske betydningen af karakterer for optagelse på videregående uddannelser, og at honorere opnåelse af mestring ad andre veje end via karakterer.

På skoleniveau er der behov for større ensartethed og tydelighed fra lærernes side i bedømmelserne i fag. Prioritering af mestring og grundig feedback bør prioriteres på skoleniveau.

På læringsniveau anbefales, at autoriteten i læringsrummet etableres på grundlag af relationer og høj faglighed snarere end karakterer. Eleverne skal have mulighed for plads til at fejle, øve sig og blive bedre ved etablering af ”safe-zoner”. Endvidere bør mestringsstrategier og tydelig feedback prioriteres på skoleniveau.

Innovation i praksis

Skolen deltager i Innovation i praksis, et udviklingsprojekt for ungdomsuddannelser i Region Midtjylland. Projektet er finansieret af regionale vækstmidler, og der er i efteråret 2017 uddannet 3 lærere fra Herning HF & VUC, som fremadrettet skal fungere som skolens innovationspiloter og sikre udvikling og implementering af målrettede innovative læringsforløb, videndeling med kolleger og styrkelse af det lokale skole-virksomhedssamarbejde.

Mind the Gap – Karrierelæring

Sammen med 5 hf-udbydere i Region Midt, Studievalg Øst og Studievalg Midt og Vestjylland og VIA’s afdeling for efteruddannelse deltager skolen i et regionalt udviklingsprojekt om karrierelæring. Også dette projekt er finansieret af regionale vækstmidler.

Projektet forløber i 2017-2019 og har fokus på at styrke HF-elevernes valgkompetence og karrielæring.

Målet er at sikre et mere afklaret karrierevalg og en bedre overgang til videre uddannelse. Endvidere skal projektet bidrage til, at underviserne får en større indsigt i karrierelæring og øgede pædagogiske og didaktiske kompetencer til udvikling af elevernes valgkompetencer.

Studiekompetencer, Demokrati og Antiradikalisering

Region Midt har tildelt skolen midler til et internt skoleudviklingsprojekt i 2017-2019 på tværs af skolens afdelinger. Målet er at udvikle og implementere en samlet strategi for studieadfærd, demokratisk dannelse og antiradikalisering. Gennem afprøvede undervisningsforløb og læringsaktiviteter skal elevenerne opnå viden om og erfaringer med oplevelsen af at høre til og være et værdsat medlem af et velfungerende læringsfællesskab samt aktiv deltagelse og medansvar i et demokratisk fællesskab.

Udviklingsprojekter 2016-17

I skoleåret 2016-17 arbejder vi med nedenstående udviklingsprojekter:

 

Virtuel undervisning

Generelt arbejder skolen målrettet med udvikling af nye undervisnings- og tilrettelæggelsesformer, som tilgodeser skolens meget forskellige kursistgrupper. I 2015-2016 er der udviklet net-undervisning som HF-enkeltfag tilbud i matematik, engelsk og tysk, dansk, kemi, geografi, biologi, historie, samfundsfag, psykologi og religion.

Som led i skolens vision 2020 er der igangsat en strategiproces med henblik på at styrke kvaliteten og udbuddet af netundervisning.

Målet er:

  • At få udarbejdet statistik på målgruppen (bopæl, alder, gennemførsel/frafald, eksamensresultat,
  • At få udarbejdet instruktionsvideoer til net-konceptet
  • At få udarbejdet instruktionsvideoer til fagene
  • At øge videndeling (flipped classroom/blended learning) ift. holdundervisning

CEFU Projekt om karaktergivning og bedømmelsesformer

Måler vi det, der læres, eller lærer vi det, der kan måles?

Vi er sammen med 10 andre ungdomsuddannelser med i et projekt om karaktergivning og forskellige bedømmelsesformers betydning for læring og pædagogik i ungdomsuddannelserne. Forskningsprojektet ledes af centerchef Noemi Katznelson, Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet og professor Birgitte Simonsen er tilknyttet projektet som forsker fra Forum 100%.

Baggrunden for projektet er at belyse effekten af et ensidigt fokus på karakterer for læringskultur såvel som for elevernes læring, trivsel og selvstændighed mv. Projektets formål er at belyse, hvordan forskellige bedømmelsespraksisser påvirker forskellige unge såvel som læringsmiljøet på uddannelserne.

Karaktergivning rummer en række udfordringer, som projektet skal uddybe:
Et konkurrence- og sammenligningselement, der risikerer at tage overhånd, pres på eleverne i forhold til blandt andet videre optagelseskrav, snævre læringstilgange hos såvel undervisere som elever og demotivering af elever, der ikke performer godt.

På den baggrund stilles følgende forskningsspørgsmål:

  • Hvilke bedømmelsesformer, herunder karaktergivning, eksisterer på de forskellige ungdomsuddannelser, og hvordan spiller bedømmelsesformerne ind på uddannelsernes læringsmiljø og på elevernes uddannelsesstrategier og læring?
  • Hvordan bringes karakterer og bedømmelsesformer til at bidrage til de unges myndiggørelse og læring?

Projektet skal bidrage til, at uddannelsessektoren og de deltagende skoler får større indblik i, hvordan deres bedømmelsesformer påvirker læringskulturen og elevernes udbytte, og hvilke elevstrategier der er på spil.

Desuden vil der blive givet anbefalinger og inspirationer til, hvordan der kan arbejdes fremadrettet med at udvikle bedømmelsesformer, som matcher den læringskultur og den læring og udvikling, man på den enkelte institution eller institutionsform ønsker at fremme.

Projektet vil blandt andet generere et katalog eller en eksempelsamling om forskellige bedømmelsesformer.

Professionelle læringsfællesskaber gennem videndeling

Skolen arbejder med kollegial videndeling gennem inspirationskurser, hvor lærere med en særlig viden eller interesse afholder tema-eftermiddage for kolleger. Målet er øget pædagogisk videndeling på tværs af fag og afdelinger. Der udbydes løbende inspirationskurser gennem hele skoleåret.

Temaerne er såvel pædagogisk didaktiske som it-relaterede. Lærerteamet i de lektielette klasser på både AVU og HF har udviklet inspirationsmateriale om lektieinkluderende didaktik (tilgængeligt på infonettet) og afholdt workshops løbende gennem skoleåret for alle lærere på tværs af afdelinger.

Lærerteamet på HF Design og i Asperger-klassen har afviklet interne workshops om tværfaglighed, anvendelsesorientering og struktureret aspergerpædagogik.

Oversigt over udbudte inspirationseftermiddage i 2016-2017

  • Bevægelse i undervisningen med apps
  • Faglig læsning
  • Få din klasse til at sige noget
  • Hvad gør vi med de stille piger?
  • Icebreakers
  • Klasserumskultur
  • Lav dine egne videoer
  • Målstyret undervisning
  • OfficeMix
  • One Note
  • Ordblinde i undervisningen / CD-ord og andre hjælpemidler til ordblinde
  • Padlet og andre web2-tjenester
  • Powerpoint
  • Quizzer, spørgeskemaer og evalueringer med Microsoft Forms
  • Skriftlighed i naturfag og matematik
  • Skriftlighed i samfundsvidenskabelige fag

 

Udvikling og implementering af klasselederfunktion

I skoleåret 2015-2016 iværksatte vi en ny klasselederfunktion for alle nye 1. års hf-klasser på det 2-årige hf med det formål at styrke det pædagogiske og sociale læringsmiljø i den enkelte klasse, sikre en højere gennemførsel og en bedre løfteevne. Endvidere ønskede vi et større fokus på den enkelte elevs læring og trivsel, klassens læring og trivsel og en styrkelse af lærerteamets pædagogiske praksis og samarbejde omkring den enkelte elev og klassen. Et væsentligt mål med ordningen var at få viden om og erfaringer med, hvordan vi øger elevernes motivation, læringsprogression og sociale integration.

Klasselederens opgave er:

  • Ledelse af klasselærerteamet
  • Tæt opfølgning på den enkelte elevs studieaktivitet og faglige progression, aftaler og handlingsplaner for elever i vanskeligheder og med vanskeligheder
  • Koordinering af elevernes undervisning, herunder skriftligt arbejde
  • Løbende evalueringer af klassens læringsmiljø og trivsel, evt. etablering af dobbeltlærerordning, sociale tiltag mm.
  • Koordinering af samarbejdet med klassens øvrige lærere, studievejleder, elevcoach, ledelse
  • Koordinering og opfølgning af den faglige evaluering i november og marts
  • Møder med studievejlederne/UU-vejledere primo august i forhold til elever med særlige udfordringer
  • Udvikling af et fælles koncept for studiestart. Aftaler om klassekontrakter (fælles skabelon) og inddragelse af elevcoach
  • Koordinering og planlægning af første skoledag og introperioden med særlig fokus på studieadfærd og studiekompetencer
  • Koordinering og planlægning af introtur til Sunds
  • Udvikling og implementering af den professionelle forpligtende samtale

Klasselederen har fast træffetid 1-2 timer hver 14. dag til faste møder med bl.a. studievejleder, lærere, elever. Klasselederne skal have mulighed for sparring /kurser med relevante eksterne fagpersoner samt mulighed for at afvikling af internt dagsseminar / ½ dags seminarer.

Kom godt i gang som ny underviser på Herning HF & VUC

Vi arbejder målrettet med integration af nye undervisere. I 2015-2016 er udviklet en ny skabelon for de hidtidige mini-pixi-pædagogikum kurser, hvor vi klæder nye lærere godt på til at varetage hf-undervisningen.

Indhold og forløb

KLASSERUMSLEDELSE

  • Anne Vandsø – hvad forventer vi af en underviser på Herning HF og VUC
  • Læreren som leder af klasserummet
  • Den autentiske lærer (Per Fibæk Laursen)

EVALUERING

  • Introduktion til evalueringsredskaber (formativ evaluering)
  • Introduktion til marinos.dk og de 30 evalueringsredskaber

KOMMUNIKATION

  • Undervisning, træning og coaching
  • Kursusdag med Hanne Dalsgaard, som underviser i kommunikation og formidling

VEJLEDNING

  • Vejledningskarrusellen (Birthe Kaiser)
  • Optimal udfordring (Csikszentmihalyi)
  • Vejledningsroller
  • Undervisningsdifferentiering

STUDIEVANER PÅ HF

  • Læsning af bog (Studievaner på HF, Lise Ludvigsen og Poul-Erik Møhring)
  • Besøg af læsevejleder på Herning HF & VUC – Birgitte Eriksen
  • Evaluering

Udvikling og implementering af evalueringskultur og evalueringsværktøjer

Elevtrivselsundersøgelsen i efteråret 2014 viste muligheder for forbedringer i vores evalueringspraksis og brug af faglig og pædagogisk feedback på det 2-årige hf. Vi valgte at sætte en større proces i gang med det formål at kvalitetsudvikle skolens samlede evalueringskultur. Der er på flere niveauer arbejdet med udvikling af modeller til løbende evaluering af undervisningen og af den enkelte kursists faglige udbytte og generelle tilfredshed med undervisningen.

Undervisningsministeriets læringskonsulent Nicolas Marinos har sammen med det pædagogiske strategiudvalg været tovholder på et udviklingsprojekt i foråret 15 om formativ evaluering. Projektet indledtes med en pædagogisk dag i januar og er i foråret fulgt op med implementering af makkerpar evalueringer forankret i faggrupperne.

Alle faggrupper har udviklet en evalueringsskabelon til måling af elevtilfredshed i de konkrete fag. Ledelsen har defineret 3 obligatoriske måleparametre: brug af it, variation i undervisningen og brug af evalueringsværktøjer i undervisningen. I december 2015 er der gennemført undervisningsevaluering i alle fag på alle hold, hvor de forskellige modeller for undervisningsevaluering er afprøvet. Ledelsen har modtaget samtlige evalueringer, som efterfølgende er blevet inddraget i MUS samtalerne, hvor det var relevant.

Resultatmålene for den fortsatte udvikling og implementering af formativ og summativ undervisningsevaluering er:

  • Øget brug af evaluering som redskab til at understøtte den enkelte elevs læring mest mulig.
  • Øget elevtilfredshed ift. lærernes brug af faglig/pædagogisk feedback til den enkelte elev.

 

Udvikling af tonede HF-linjer og HF-enkeltfagspakker

Der arbejdes løbende på udvikling af tonede linjer på det 2-årige HF og tonede pakker på HF-enkeltfag. Formålet er at styrke elevernes/kursisternes motivation og læring gennem samarbejdet med et videregående uddannelsesmiljø, hvor de allerede i deres ungdomsuddannelse arbejder med elementer af de fag og professionsretninger, som har deres interesse.

Med udgangspunkt i skolens gode erfaringer med udbud af HF Design (2012) etableres i skoleåret 2015-2016 en HF Business klasse. Linjen udbydes i samarbejde med Erhvervsakademi MidtVest.

HF Business supplerer de traditionelle HF fag med erhvervsrettede fag med elementer af markedsføring, virksomhedsdrift, branding og kommunikation. En dag om ugen undervises på Erhvervsakademi MidtVest i henholdsvis afsætningsøkonomi og tværfaglige projekter.

De tonede HF-linjer deltager i camps, hvor Erhvervsakademi MidtVest / VIA Design, Herning HF & VUC og en lokal virksomhed går sammen om en workshop, hvor eleverne arbejder kreativt og innovativt med en aktuel problemstilling.

Udviklingsprojekter 2014-15

I skoleåret 2014-15 arbejdede vi med nedenstående udviklingsprojekter:

 

Dobbeltlærerordning

Herning HF & VUC arbejder i skoleåret 2014-2015 med udvikling af dobbeltlærerfunktioner på HF og VUC uddannelserne. Projektet har til formål at afprøve og nytænke pædagogiske og didaktiske metoder til at øge elvernes læringsudbytte ved at forbedre elevernes forhold til de involverede fag og til deres egen faglighed gennem inddragelse af dobbeltlærerfunktioner i specifikke klasser, hold eller grupper.

Gennem skoleåret arbejdes der således med stor metodevariation i forskellige klasser/hold, hvor der indgår en eller flere dobbeltlærere i kortere eller længere forløb. Der arbejdes både med klasserumskulturen, klasserumsledelsen, undervisningsdifferentiering og elevdifferentiering for at understøtte den enkelte elevs læringsudbytte bl.a. gennem den ekstra lærertid der tilbydes eleverne via dobbeltlærerfunktionen.

Gennem skoleåret opsamles erfaringer samt evalueringer fra de involverede lærere og elever til brug for den videre implementering af en dobbeltlærerordning på Herning HF & VUC.

Gamification

Udgangspunktet for at arbejde med gamification er at bruge det som et element i undervisningen, der ud over at give variation også, på baggrund af foreløbige erfaringer samt evaluering, har vist sig at have en særdeles positiv effekt i form af elevaktivitet, også blandt elever, der ellers kan være meget tilbageholdende.

Adskillige elever har således tilkendegivet, at det ikke føles som traditionelt skolearbejde og undervisning, og at der er en langt større motivation for at løse de forskellige opgaver, når de bliver præsenteret som spil, lege, quizzer etc.

Med afsæt i to inspirationseftermiddage i foråret 2015 vil 14 af skolens lærere derfor arbejde fremadrettet med at inddrage gamification som indslag i undervisningen med de formål at kombinere spilelementer mv. med elevdifferentiering, teste muligheder for at inddrage flere taksonomiske niveauer i forbindelse med de opgaver, der bliver stillet til eleverne samt ikke mindst afprøve og udvikle nye former for gamification, som derefter kan deles med faggrupperne sammen med de erfaringer, der derudover er blevet gjort.

Udvikling af lektieinkluderende læringsrum

Region Midt har bevilget midlet til dette projekt, hvor 5 VUC-centre i Region Midt deltager. Projektet afvikles i perioden marts 2011 til juni 2014.

Formålet med ”Udviklingen af næsten lektiefri læringsrum” er at sikre fastholdelse af VUC kursister og forbedrede læreprocesser ved pædagogisk nytænkning af undervisningsformer og læring. En dynamisk anvendelse af lektielæsning integreret i undervisningen skal forbedre kursisternes studiekompetencer og øge deres videnstilegnelse, aktivitet og engagement i undervisningen.

Ca. 40 % af VUC-kursisterne angiver lektiepres som begrundelse for frafald. Det typiske mønster er, at kursisten kommer bagud med lektierne og derfor vælger ikke at møde op til timerne med den konsekvens, at det faglige og sociale efterslæb på et tidspunkt bliver så stort, at uddannelsen helt opgives. Effekten af traditionel lektielæsning i fritiden har ikke den ønskede læringseffekt.

Projektet skal udvikle VUC-lærerernes pædagogiske kompetencer og bidrage med nytænkning af læringsbegrebet, arbejdsformer og undervisningstilrettelæggelser.

Læs mere om projektet

Læs rapporten for “Næsten lektiefri læringsrum”