Pressemeddelelse

Rektor på Herning HF & VUC Anne Vandsø Madsen har besluttet sig for at stoppe og gå på pension. Det sker til stor beklagelse for bestyrelsen, som i de seneste år har kunne glæde sig over stor fremgang med Anne Vandsø Madsen ved roret.

– På et eller andet tidspunkt skal man tage beslutningen! Også selv om det er meget svært, forklarer afgående rektor for Herning HF & VUC Anne Vandsø Madsen, og tilføjer:

– Det bliver svært at give slip på arbejdsfællesskabet med personalet og den daglige kontakt med de unge HF’ere. Vi har en arbejdskultur med masser af grin og højt til loftet. Det kommer jeg til at savne. Samtidig tror jeg dog på, at det er sundt for en organisation, at den øverste leder ikke bliver ”hængende”, men giver plads til nye visioner og nye veje.

Med Anne Vandsø Madsen ved roret har skolen skabt nye muligheder og vækst. Derfor kommer beskeden om rektorens pension også til stor beklagelse for bestyrelsen:

– Det er med stor beklagelse, at jeg har modtaget rektor Anne Vandsø Madsens ønske om at trække sig som leder af Herning HF & VUC med udgangen af maj 2020, lyder det fra bestyrelsesformand Hans Henrik Okstrøm, som fortsætter med rosende ord:

– Fra bestyrelsens og min side skal der lyde en stor cadeau til den øverste leder, som på trods af en tid med konstante besparelser overgiver en særdeles veldrevet skole med en solid og robust økonomi til sin efterfølger.

Stærk position i uddannelseslandskabet
Herning HF & VUC er en skole i rivende udvikling – og med masser af potentiale. På de 10 år med Anne Vandsø Madsen som rektor er elevtallet steget fra 1200 til hele 1600. Samtidig er antallet af ansatte fulgt med fra 76 til nu 125. Det er ikke mindst den toårige HF-uddannelse, der har oplevet stor fremgang.

– Anne har stået i spidsen for at skabe et godt studiemiljø, hvor de unge kan udfolde sig med plads til at være sig selv. Hun har skabt en dynamisk og udviklingsminded skole, fortæller bestyrelsesformand Hans Henrik Okstrøm.

Han understreger desuden, at Anne Vandsø Madsen har forstået, at sætte den rette kurs i et oprørt hav med konstante besparelser og reformer. Samtidig er hun vellidt og anerkendt for sin store empati og forståelse for vigtigheden af relationer mellem kollegaer samt mellem undervisere og elever.

En ny verden skal erobres
Når Anne Vandsø Madsen siger farvel til elever og kollegaerne på Herning HF & VUC ved udgangen af maj 2020, venter en ny tilværelse med mere tid til alt det, der også betyder noget:

– Jeg vil rigtig gerne have mere tid til at starte et nyt kapitel i mit liv. Med et toplederjob er der bare ikke tid til meget andet end arbejde. Der ligger en ny verden derude, som nu skal ”erobres”, fortæller Anne Vandsø Madsen med et smil.
Huset er solgt, og drømmen om et liv på landet med tid til de to børnebørn på vej og masser af rejser venter. Derfor sættes jagten nu ind på en efterfølger, som kan fortsætte udviklingen for Herning HF & VUC.

For yderligere informationer og supplerende kommentarer kontaktes:

Hans Henrik Okstrøm, bestyrelsesformand
E-mail: hho@xo-ledelse.dk

Anne Vandsø Madsen, rektor
E-mail: am@hhfvuc.dk

Lars Bjerg Nielsen, funktionsleder kommunikation og markedsføring
E-mail: ln@hhfvuc.dk