Clickbait, dårlig journalistik, propaganda, misinformation, holdningskilder og fake news på de sociale medier var overskrifterne da DR-journalist og studievært Erkan Özden i går gæstede Herning HF og VUC. Med en lang række eksempler viste Erkan, hvordan falske nyheder kan være med til at bekræfte fordomme, påvirke holdninger eller være med til at skabe had på et forkert grundlag. Problemet med falske nyheder er, at det kan skabe et fordrejet billede af virkeligheden, skabe mistro til viden i det offentlige rum og dermed true vores demokrati.

Undervejs blev eleverne bedt om at tage stilling til forskellige typer af nyhedshistoriers ægthed og interessen for dem i befolkningen. Opgaven viste hvor svært det er at navigere i nyhedsstrømmen på de sociale medier. Men det er der råd for…

Hvor kommer nyheden fra? Ser det mærkeligt ud eller er det for godt til at være sandt? Med konkrete kildekritiske spørgsmål og et fejl-finder-blik rustede Erkan eleverne til at være kritiske over for de nyheder og informationer de møder i hverdagen og til at spotte og gennemskue de falske nyheder.