I uge 40 markeres ordblindhed med den internationale ordblindeuge. På Herning HF & VUC har vi selvfølgelig også sat ekstra fokus på ordblindhed.

Torsdag den 4. oktober var kursister på AVU, FVU og OBU inviteret til fællessamling med to inspirerende oplæg.

At være ordblind og studerende
Emma Trillingsgaard lagde ud en personlig fortælling om de mange udfordringer og kampe, hun har taget i folkeskolen, på social- og sundhedshjælperuddannelsen og på HF. Emma læser nu til sygeplejerske, og klarer sig rigtig godt med strategier, IT-værktøjer og masser af gå-på-mod.

Emma er ikke i tvivl om, at man godt kan få sig en uddannelse – endda en god en, selv om man er ordblind.

En positiv snak om ordblindhed
Efter Emmas oplæg var det tid til at tage pænt imod Sanne og Andreas fra ‘Jeg er ordblind’-podcasten til en positiv snak om ordblindhed. Sanne og Andreas leverede en del sjove historier, inspirerende fortællinger og tre gode “levesætninger”:

  • Sig det højt
  • Ha’ en fest med dine fejl
  • Det kan være en fordel at være ordblind

Kursisterne gik fra fællessamlingen med en masse gode råd til hvordan man kan takle ordblindhed – både hos sig selv og andre.