Torsdag den 27. juni blev kursisterne på HF-enkeltfag, netundervisning, almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning fejret på behørig vis. Et par timer fyldt med taler, musikalske indslag, overrrækkels af eksamens- og prøvebeviser, fællessang, hygge, glade kursister og stolte pårørende dannede en perfekt ramme for et farvel til en skøn årgang, der har taget udfordringerne op, har turdet at fejle og er klar til at sige farvel til en forudsigelig og tryg hverdag og træde ud i den virkelige verden.

Rektor Anne Vandsø Madsen mindede kursisterne om, at samfundet har brug for mennesker som kan tænke nyt og som tør bryde med vanetænkningen. Og det er vigtigt at tillade sig selv at være åbne, tvivlende og opsøgende.

Kursisterne blev også mindet om, at livet hele tiden forandrer sig, og at det er vigtigt at gøre en forskel.

“I skal aldrig lade jer fastlåse af en position, titel eller uddannelse. I skal sørge for, at jeres tilfældighedsrejse bærer jer spændende steder hen, som I ikke troede, var mulige. Jeres potentiale og jeres drive er langt vigtigere, end hvad der står på jeres uddannelsesbevis. I skal hele tiden lede efter nye horisonter og I skal vælge at bruge jeres tid på noget der betyder noget for jer. Noget der skaber glæde, giver mening og gør en forskel for de mennesker I laver det for. I skal arbejde med noget som betyder noget for jer, beriger jer, og hvor tiden flyver afsted, når I er fordybet i jeres arbejde,” sagde Anne Vandsø Madsen og afsluttede:

“Spørg jer selv hvem I vil være, og hvilken forskel I gerne vil gøre. Det er det, hele jeres liv handler om.”