Solveig var EGU-elev og deltog i ordblindeundervisningen på fuld tid.

Inden jeg startede på Herning HF & VUC gik jeg på efterskole. Det er dejligt, at undervisningen her minder om den, jeg fik på efterskolen. Begge steder har jeg fået mere hjælp end jeg fik i folkeskolen.

I den tid jeg har gået på Herning HF & VUC er jeg blevet bedre til at skrive, og jeg har fået en større tro på, at jeg kan læse. Jeg har læst flere 1000 sider, og jeg læser tykke bøger nu.

Som EGU-elev er jeg i løbet af to år både i skole og i praktik. Når jeg ikke går på Herning HF & VUC er jeg i tømrer-praktik, og når jeg er færdig med EGU vil jeg gerne på en erhvervsskole for at blive tømrer.

Jeg vil gerne anbefale andre ordblinde at kæmpe for at blive bedre, selvom det kan være svært. Som ordblind skal man arbejde hårdere for at lære at læse og skrive. Men så kan vi også tage en uddannelse.