Erik Pedersen – EP – 14. dec. 1955 – 3. juli 2017

Erik blev født ind i en årgang med Jac, Tor Nørretranders, Astrid Saalbach og i samme måned som Bo Green Jensen. Lyrikere og kritikere af det borgerlige univers – tilfældigvis også hans fokus i sin akademiske uddannelse på universitetet i Freiburg im Breisgau – hvor han fik bedømmelsen ”eine besonders hervorragende Leistung”. Et bifag i historie blev klaret på ordinær studietid, hvilket var en i bedrift i 1982, hvor studierne blev proppet med elementer, man selvfølgeligt også skulle vide som dannet menneske.

Herefter nogle nøjsomme arbejdsår indtil han i 1986 blev ansat som årsvikar på Herning Seminarium – senere omdannet til Herning HF & VUC. Her havde Erik alle de tillidshverv, som var muligt at have. Han påtog sig ansvarsfuldt et medansvar for skolen. Efter at have været formand for pædagogisk råd, blev han i 2008 inspektor for studenterkurset.

Alt dette er faktuelle oplysninger, som Erik selv mente var naturligt at nævne om et menneske. Men det er bestemt værd at nævne om EP, at han i sit daglige arbejde var mere end underviser. Han påskønnede korridorsnakken og diskussionerne på lærerværelset. Centralt var det spørgende og det provokende – og han kunne om nogen kombinere det, så snakken blev sat fri. ”Jamen, jeg spørger jo bare…” sagde han afvæbnende, når man søgte at fastholde ham på nogle standpunkter.

Som kollega var han altid fair og rimelig samt en god reference til tidligere skik og brug uanset om det var vores skole, grænselandet, Randers’ teologer, grammatik eller bilernes tilbehør. Vi kunne altid ”slå op” i EP. Videreuddannelsen sørgede han selv for – han sagde selv ”Jeg er ikke den store kursusløve – jeg lærer ved selv at prøve og læse mig frem til praktiske løsninger”. Jordnær og uden blær.

For eleverne var EP en kultfigur. Et år kunne man i Hernings genbrugsbutikker ikke få fløjlsbukser mere, fordi flere klasser havde besluttet sig for på sidste skoledag at være klædt ud som EP og optræde som virkelighedstro dubletter. En kærlighedserklæring som afspejler den glæde EP havde ved, at eleverne havde en god klasserumskultur. Han ville gerne have et tillidsfuldt arbejdsmiljø.

Og det skabte han.

Efter et år med følgerne fra en blodprop, besluttede Erik at gå på otium. Med den aftale gik vi på ferie, blot for nogle dage senere at få besked om, at Erik fik en stille død i Tyskland. Han var i trygge rammer sammen med sin familie.

Hvem skal vi nu spørge?

 

Share This