Efter to travle dage med en dedikeret indsats fra alle teams var det tirsdag eftermiddag tid til at præsentere en række nye koncepter/løsninger for Mediehuset Herning Folkeblad.

Hvert team fik 4 minutter til at præsentere deres koncept/løsning, og der var mange interessante ideer til hvordan Herning Folkeblad kan tiltrække og fastholde det unge publikum. Alle teams var enige om, at papir-avisen ikke er vejen frem og at Herning Folkeblad i stedet skal kigge i retningen af apps med mulighed for selv at vælge hvilke nyheder, der har ens interesse.

Efter 11 interessante præsentationer skulle juryen udnævne en vinder. Der blev ventet i spænding mens juryen voterede og efter 10 lange minutter var de klar til at udnævne 1., 2. og 3. pladsen.

På 3. pladsen kom Team 4, der blev fremhævet for deres forslag om debat under kontrollerede forhold. Teamet havde tænkt over, hvad der sker når man sætter debatkræfterne løs og var enige om, at selvom de ikke mener unge bliver hørt nok, så skal det foregå i ordentlige rammer, hvor der bliver holdt en god debattone.

På 2. pladsen kom Team 11, der blev fremhævet for at tænke på den lange bane og både løse udfordringen nu og i fremtiden. Teamets løsning byggede på et ungdomsudvalg, der skulle fungere som et bindeled mellem det unge publikum og Herning Folkeblads redaktion. Teamet havde også tænkt både Facebook og snapchat ind for at møde de unge på de platforme de allerede er på.

Med de to nederste trin på podiet besat var det tid til at udnævne vinderne af innovationscampen. Team 7 vandt æren og præmierne for en løsning, der samlende alle de gode ideer, der var kommet fra de øvrige teams. Teamet havde med deres koncept – AOH Ung – Ung med vilje – skabt en idé om en app med brugerdefineret indhold, oplæste artikler, liverapportering, podcasts, spil og konkurrencer samt en betalingsmodel, der er attraktiv for målgruppen. Stort tillykke til Nicolai Sand (Herningsholm), Mikail Öcalan (Herningsholm), Thanat Kaenpinij (1s) og Victor Heide (1s).

 

Share This