Tirsdag den 27. februar var tre hold FVU-kursister og deres undervisere på Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. Vi skulle se udstillingen Eventyrlig Dialog. Her er Hans Kongelige Højhed Prins Henriks skulpturer udstillet sammen med nogle af Carl Henning Pedersens malerier.

Desuden er der også udstillet forskellige afrikanske masker og figurer fra prinsens private samling. Umiddelbart er det to meget forskellige kunstnere, men de har fantasien, legeglæden og kærligheden til kunsten til fælles.

Det var overraskende at se, hvor godt de to kunstneres værker klæder hinanden. Prinsens fabeldyr og Carl Henning Pedersen kulørte fugle kunne godt komme fra samme univers. Samtidig kan man tydeligt se inspirationen fra den afrikanske kunst i Carl Henning Pedersens malerier af masker.

Alle synes, det var meget spændende at se udstillingen. Kursisterne gav udtryk for at det var en positiv og inspirerende oplevelse. Enkelte synes dog, at det var nogle underlige værker, både skulpturerne og malerierne. Kunstnerne må have haft personlige problemer, når de kunne lave så sære værker.

Ikke desto mindre var nogle af kursisterne på besøg på udstillingen igen for at se den på egen hånd med venner eller familie.

Share This