Kursisterne fortæller ..

Vi har alle en historie. Vi har bedt en række kursister fortælle om hvorfor de har valgt at gå på Herning HF & VUC, og hvordan uddannelse har skabt ny fremtid for dem.

Mikkel er tidligere fuldtidskursist på ordblindeundervisning og er i dag i lære som slagter. Han bliver færdig med sin uddannelse i 2016.

Jeg har gået i specialklasse det meste af min folkeskoletid, men det var først da jeg startede på Herning HF & VUC, at jeg virkelig lærte noget. Her har jeg fået intens træning, og underviserne har været gode til at tage udgangspunkt i mine interesser og brugt dem som indgangsvinkel til undervisningen.

Undervisningen på Herning HF & VUC har betydet næsten alt for mig. Jeg har udviklet mig meget både fagligt og personligt, og jeg nu både i gang med en uddannelse og med at hjælpe andre med at komme videre i stedet for at give op undervejs.

Jeg kan kun anbefale andre ordblinde at tilmelde sig ordblindeundervisningen på Herning HF & VUC. Det vil gøre ondt samt koste blod, sved og tårer, men det er det hele værd. Det gælder bare om at klø på.

Mikkel

Tidligere fuldtidskursist på ordblindeundervisning

Solveig var EGU-elev og deltog i ordblindeundervisningen på fuld tid.

Inden jeg startede på Herning HF & VUC gik jeg på efterskole. Det er dejligt, at undervisningen her minder om den, jeg fik på efterskolen. Begge steder har jeg fået mere hjælp end jeg fik i folkeskolen.

I den tid jeg har gået på Herning HF & VUC er jeg blevet bedre til at skrive, og jeg har fået en større tro på, at jeg kan læse. Jeg har læst flere 1000 sider, og jeg læser tykke bøger nu.

Som EGU-elev er jeg i løbet af to år både i skole og i praktik. Når jeg ikke går på Herning HF & VUC er jeg i tømrer-praktik, og når jeg er færdig med EGU vil jeg gerne på en erhvervsskole for at blive tømrer.

Jeg vil gerne anbefale andre ordblinde at kæmpe for at blive bedre, selvom det kan være svært. Som ordblind skal man arbejde hårdere for at lære at læse og skrive. Men så kan vi også tage en uddannelse.

Solveig

Tidligere fuldtidskursist på ordblindeundervisning

Trine er tidligere ordblinde-kursist, og går i dag på Social- og Sundhedsskolen. Trine vil gerne være pædagog og arbejde med udsatte børn.

Undervisningen på Herning HF & VUC har gjort, at jeg nu elsker at gå i skole. I ordblindeundervisningen er der fokus på de udfordringer vi har, og kursisterne hjælper hinanden meget. Vi er alle i samme båd, og man får et fantastisk sammenhold når man har et fælles mål. Jeg er blevet bedre til at læse og skrive, og jeg kan nu se engelske film fordi jeg kan læse underteksterne. Jeg ville ønske folkeskolen var som VUC.

De tekniske hjælpemidler er blevet en vigtig del af min hverdag, og jeg bruger dem både i undervisningen og på Facebook.

Undervisningen på Herning HF & VUC har betydet, at jeg er startet på min uddannelse og jeg har fået en tro på mig selv, som jeg ikke har haft før. Jeg er blevet mere målrettet og mere sikker på mig selv.

Trine

Tidligere kursist på ordblindeundervisning

Share This